læste til klokken 04:30 uden at kunne slippe Poul Hoffmanns herlige middelalderhistorie om korsfareren Gilbert, der fatter stor kærlighed til Islam og den muslimske verden.
Det er et epos i 3 bind, som på en måde ikke adskiller sig meget fra de andre store ridder-fortællinger, men som i mine øjne kommer sandheden og det virkelige state-of-mind hos en helhjertet korsridder uendelig meget nærmere end nogen andre. Det sker fordi han kan og tør skrive Guds vilje og menneskenes tillid og gudsfrygt ind i plottet. Ja, sådan må middelalderen have været - gudsfrygtig og frygtelig.
Endnu engang har jeg en fornemmelse af at sidde på skødet af Abraham selv som et barn med blanke øjne. Bibelens og Guds sandhed står i et underligt forklaret lys når Hoffmann fortæller. En god ven beskrev det engang sådan, at man "oplever stort evangelium" når man bader sig i Hoffmanns romaner.
