Viser opslag med etiketten nørd. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten nørd. Vis alle opslag

tirsdag den 12. april 2016

Magnetisk pick-up i akustisk guitar

 DIY-mounted in an old but very well adjusted Washburn plywood Guitar given to me for free by a friend. #diy #guitar sounds just fine.



Jeg fik denne fine Washburn krydsfiner-guitar forærende af en ven, der skulle flytte - det er 5 år siden. Guitaren levede siden et uværdigt liv som lejrbåls/kanoturs/musiklokale-guitar på h.h.v. Friskolen og Solgården.

Men så fik jeg den ide, at forsøge at installere en Artec MSP-50 ENN Pick-up (til 29€) i den. Pickuppen er tydeligvis en efterligning af LR Baggs' fremragende M1-pickup.

Og hvordan lyder det så med en magnetisk pickup i en western-guitar. Rigtig fint til sammenspil, ikke spor elektrisk, ikke markant dårligere end skolens forskellige westernguitarer med piezo-pickupper i 3000 kr.-klassen. 



lørdag den 10. oktober 2015

Windows 10 opgradering - imponerende ringe

Min søde og ganske computerkyndige svigerfar er uforvarende kommet til at "opgradere" sin stationære computer til Windows 10.

Det har gjort computeren ubrugelig af 2 grunde:

1. Den er automatisk indstillet til "Tablet-tilstand" og det har krævet en del detektivarbejde at få noget frem, som MINDER om det skrivebord og startmenu, som han kender fra Windows 7. Så vidt jeg kan se, er problemet langt værre end da fiaskoen Windows 8 blev lanceret. Alting er stort og kantet og tablet-agtigt (a-la "Metro" farcen i Windows 8).

2. Der skal googles og findes DRIVERE til hans printere m.v. ligesom i de gode gamle Windows 95-dage. Jeg får næsten tårer i øjnene ved gensynet med HP's vælg styresystem, vælg printer, vælg 32 eller 64 bit o.s.v. for endelig at kunne downloade en driver og forsøge at installere den.

Installation af driveren fejlede p.g.a. "et ukendt problem" - som indrømmet lige så vel kan skyldes HP som det kan skyldes Microsoft.

Men det ironiske er, at jeg ikke har set en "driver" i næsten 5 år - og at Windows 10 hermed er et tilbageskridt til cirka år 2002.

Jeg elsker min Mac...

torsdag den 30. juli 2015

Back to Mac

For anden gang i mit liv har jeg nu (tak til min arbejdsplads, www.solgaarden.dk) en MacBookPro som mit primære arbejdsredskab. Og jeg er mindst lige så begejstret som sidste gang - det skrev jeg om her på bloggen LINK.

Denne gang en noget fiksere 13" ting med SSD harddisk. Det betyder at den booter fra absolut nul og til 100% parat (net, smartboard o.s.v.) på 15 sekunder.

Office virker perfekt inklusiv WordMat. SmartBoard virker perfekt (dog har de lige ændret licenspolitik, så vi skal have købt nogle personlige licenser til Solgården). Geogebra spiller, og mail og kalender er intuitivt og hurtigt i de medfødte Apple-apps.

Lidt brok skal den dog have med på vejen her efter ca 1 års brug:

iMovie er ikke nær så intuitivt eller stærkt som det var på min 2006-mac. Alt for mange funktioner ligger skjult i højre-klik eller i muse-ikoner som ændrer sig med konteksten. Jeg synes, det er vanskeligt at sammenklippe noget multi-angle eller lave simple effekter som bluescreening og pip.
Garageband er stadig fantastisk - igen er nogle af de funktioner, jeg brugte meget sidste gang, jeg havde Mac (autotuning, eksport af spor m.v.) blevet gemt lidt af vejen i nogle nørdede menuer. Stram op Apple.
Kalenderen tildeler aftaler farve efter hvilken kilde-kalender, de stammer fra. Umiddelbart okay, men det tvinger mig til at lægge hvert af mine skolefag i hver sin kalender hvis jeg vil farvekode mit ugeskema. På google-kalender (web) og på min iPad og telefon (WeekCal) kan jeg imidlertid give aftaler farve efter nøgleord, fx kan aftaler som indeholder ordet "9x" farves grønne. Det er ikke lykkedes mig at finde en alternativ kalenderapp som integerer mine googlekalendere, mine abonnementskalendere og mine iCloudkalendere OG som samtidig kan farvekode efter stikord. Øv - men jeg vælger så ofte at bruge telefonen eller iPad'en når jeg skal lave kalender-fræs.
Foto-administration - "Apple Fotos" er jeg i øjeblikket gået bort fra selvom det var dejligt intuitivt, at et billede taget på mobilen eller iPad'en omgående var tilgængeligt på alle 3 enheder. Det forekom mig at være for uoverskueligt, hvornår sletning eller omorganisering af billeder fik konsekvenser for alle 3 enheder og/eller lageret i skyen. Resultat: jeg turde ikke rydde op når mine enheder løb tør for hukommelse.
Derfor tester jeg i øjeblikket den gratis Google Photos tjeneste, som giver ubegrænset gratis plads i skyen til billeder på under 12 Mpixel og videoer under 1080i. Billeder lander straks i skyen og er DERFRA tilgængelige for alle 3 enheder (MEN man skal altså lige gemme i fotorullen manuelt, hvis man vil arbejde med fotoet på iPad eller hente det ned via browseren til MacBook'en. Indtil videre har det ikke irriteret mig og jeg er nu helt tryg ved, at alle mine billeder fra cirka 1996 og til nu ligger i fuld opløsning i googles sky.
Det er både lækkert og skærmmende, at google Photos herefter på baggrund af billedernes indhold(!) og metadata herefter laver fantastisk meningsfulde og anvendelige kategorier af billederne og gør søgning efter fx billeder med volleyball eller billeder der er rødlige til en leg. Underligt, genialt og scary! Jeg gætter på, at modydelsen er, at jeg får reklamer målrettet imod de mest fyldige kategorier i mit foto-bibliotek: Volleyball, musik, IT og skole. Vi får se.

fredag den 25. april 2014

Skjern Downtown - som set fra MineCraft og Geodætisk Institut

Kort og matrikelstyrelsen, geodætisk institut m.fl. har udgivet alle geodætiske data om Danmark som minecraft-worlds. Fuldstændig fantastisk projekt.

En eller anden kløgtig medarbejder har kunnet se det oplagte i  at konvertere eksisterende data til noget, MineCraft kan forstå. Resultatet er Danmark delt op i bidder på 10x10 km - som hver fylder omkring 3Gbyte! Giv ham/hende en klækkelig lønforhøjelse, for Danmark og Kortstyrelsen har fået mere positiv omtale og interesse idagend de seneste 100 år!

Kvaliteten af MineCraft-renderingen skal jeg ikke gøre mig klog på - jeg har selvfølgelig downloadet min hjemegn og set mig omkring der. Min konklusion er:
- Nøjagtigheden og valg af farver og blokke til at repræsentere forskellige data fra de oprindelige kort er fantastisk. Det er nemt at genkende veje og natur-features fra min by, Skjern.
- Huse er repræsenteret ved tilfældigt farvede, flad-tagede bygninger i farvestrålende farvevalg - og jeg genkender ikke min by, kun det overordnende layout af den (som et landkort).
- Ved kanten af min 10x10km chunk slutter verden ikke -den fortsætter som et fuldstændig random og upassende alpelandskab - det havde været bedre for oplevelsen, hvis verden endte i en lodret mur eller bare fortsætte som tom prærie. Bjergene i horisonten ødelægger min oplevelse.

Selve opgaven med at finde, downloade og installere verdenen i min MineCraft var en tung opgave. Men mon ikke nogen vil finde en forretningsmodel for servere med adgang til verdenerne. Kortstyrelsen stiller selv 6 servere til rådighed - jeg er ikke klar over, om man så kan bevæge sig i hele Danmark eller kun i 6 udvalgte bidder.

For at hjælpe andre, med et sådant projekt forsøger jeg lige at samle de ressourcer og tips, jeg selv fik brug for da jeg lagde Skjern ind på min egen server:

- Instruktion i at hente data http://gst.dk/emner/frie-data/minecraft/download-data/
(man skal oprette sig som bruger og klikke sig igennem nogle kort for at vælge det rette område. Det går laaangsomt!)
- Selve download-sitet http://download.kortforsyningen.dk/
- Køb og download MineCraft Klienten www.minecraft.net
- Filen fra kortstyrelsen.dk er en zip-fil. Pak den ud med højreklik + udpak alle
- mappen der herved opstår skal lægges i C:\Users\BRUGERNAVN\AppData\Roaming\.minecraft\saves

Enjoy

søndag den 2. marts 2014

Elevgenereret læring

Er lige nødt til at dele lidt didaktik-fræs - jeg blev inspireret af denne model og brugte 9.klasse om forsøgskaniner - hold da helt op, hvor de reflekterer og diskuterer på klassens væg, hvor de deler produkter og reflektioner (emnet er trykte reklamer, men det er egentlig irrelevant...) - det er ikke "Flipped Classroom"-ideen, jeg tænker på her (selvom den også er spændende og relevant), det er student-generated learning der er det interessante: http://usergeneratededucation.wordpress.com/2011/06/


Det grænseoverskridende er for mig, at tage udgangspunkt i den viden eleverne allerede har om emnet og ikke i min. Summen af elevernes viden overstiger (på nogle punkter, fx reklamer) min - jeg bliver vejleder og kritiker og indpisker - ikke ekspert. Helt klart en didaktisk ide, jeg vil undersøge nærmere!

søndag den 28. juli 2013

Update vdr noder på iPad

Lidt ferie-surfing bragte mig lige forbi 3 spændende informationer vdr. noder på iPads og andre tablets:


1. Min foretrukne nodeapp til iPad, ForScore har (eller har fået?) indbygget en funktion til at scanne noder med front-kameraet, rette dem til i farve og form og gemme dem i ForScores bibliotek. Jeg har tidligere (i uvidenhed?) løst opgaven med papirsnoder udleveret af band-leaderen i sidste øjeblik med en særlig app. Workflowet er nu blevet fuldstændig sømløst - klik på kamera i ForScore, fotografer siderne og klik gem. Resten af bandet når ikke at opdage, hvad du laver!

2. Der er begyndt at ske noget på Android-fronten. For det første ser jeg jævnligt Android tablets til priser under 800 kr. !  For det andet er der dukket en app op, som kommer tæt på ForScore i funktionalitet, nemlig MobileSheets. Jeg har ingen Android tablet at lege med, så jeg kan kun støtte mig til producentens egne ord samt nogle anmeldelser. Men det ser lovende ud - og med en prisfaktor 4x er det værd at undersøge. Nogen, der kan låne mig en Android-tablet i nogle uger?



3. Jeg har fundet en blog, som giver nogle fremragende analyser af fordele og ulemper ved at benytte henholdsvis papir, iPad eller Android som sit nodemedie. Forfatteren er selv klassisk sanger. Siden bugner af vel-researchet information og relevante sammenligninger.


mandag den 20. maj 2013

Ipad4 vs Ipad mini - musik og lærerarbejde

Jeg har længe sværmet om min kones lækre iPad 4. Har også fået lov at låne den med på musik-job nogle gange. Det er fuldstændig fremragende at læse noder på retina-skærmen. Og med K&M's lækre mikrofonstativ-holder er noderne langt mere diskrete end med et almindeligt nodestativ og samtidig langt tættere på.

Jeg har også haft iPad'en med i skole og brugt den til mine personlige noter om forberedelse, evaluering m.v. mens min PC-laptop er bundet af at fungere som tavle sammen med lokalets Smartboard. Hvilken lettelse! Det lyder måske dumt at skulle have 2 computerdevices igang for at kunne undervise, men jeg har alt for længe lidt under afkrydsningsbøger og lommebøger som bliver væk og eleverne har for længe lidt under at jeg glemmer strukturen jeg har planlagt for dagens arbejde fordi den ligger på min PC bag ved tavleprogrammet som alle ser på Smartboardet.

Et aber-dabei er at iPad'en vejer 450 gram. Det er meget at gå rundt med i een hånd mens man taler eller lytter til eleverne. (Jeg vil senere komme ind på nogle fremragende on-the-fly evalueringsprogrammer, jeg har gang i. Alt protokol- og vurderingsarbejde automatiseret i en skøn og intuitiv lille (dyr) app: TeacherTool).
Jeg tror jeg vil tage skade af at gå rundt med en iPad 4 i venstre hånd hele dagen. Men måske er der håb:

Min søn har købt sig en iPad mini. Den har jeg heldigvis også fået lov at prøve. Til skolearbejdet er den fuldt ud lige så god som iPad 4'eren. Fin skærmstørrelse til noter, protokoller, evaluering og skal skærmen i en snæver vending vises på SmartBoardet, så er opløsningen trods alt 1024x768 ligesom projektoren.

Og iPad Mini'en vejer ingenting! Føles let som en paperback eller en Kindle i venstrehånd, jeg kan sagtens gå rundt med den hele tiden.

MEN er iPad Mini så anvendelig til noder? Det har jeg ikke haft lejlighed til at afprøve endnu. Den skal formodentlig monteres lidt tættere på øjnene - K&M er på banen med en særlig holder som desværre er i restordre.

Jeg vender tilbage med en update når mini'en er testet som nodeviser.

mandag den 6. maj 2013

Acer Iconia w510 windows 8 tablet

Jeg fik idag lov at låne skolens Iconia med hjem. Med stor spænding gik jeg igang med at logge ind på mine forskellige sky-tjenester.

Tro mig, jeg havde VIRKELIG glædet mig til at få testet en windows-tablet. Alt det bedste fra min kones iPad plus drivere til alt det nødvendige gear på skolen: Smartboards, printere, projektorer o.s.v. Hertil kommer muligheden for at "øve" mine smartboard-præsentationer hjemmefra med en touch-skærm. For slet ikke at tale om muligheden for at lave instruktions-videoer, hvor jeg skriver og tegner i hånden. Excellente.

Sidst jeg var processen igennem med at få mine cloud-tjenester op at køre på et nyt device var da min laptop gik op i røg (varme) for et års tid siden. Dengang tog det mig nogle timer at få den startet op og få diverse windows-patches installeret (hrmp). Men derefter tog det kun få sekunder at logge ind på gmail, gcalendar, google contacts og dropbox og vupti var jeg kørende, klar til at undervise.

På Iconia var det en noget mere smertefuld proces. En eller anden uenighed mellem Microsoft og Google har fået google til at fjerne Exchange-understøttelse i login til gcal og gmail og resultatet var at jeg IKKE kunne benytte mine google-konti i de indbyggede apps til mail, contacts, kalender o.s.v. ØV. Der findes workarounds på nettet, men da målet med min afprøvning også er at vurdere om jeg vil risikere at købe maskiner som denne til mine kolleger, så forfulgte jeg ikke sagen til bunds, men stillede mig tilfreds med at tilgå googles tjenester via browser. Hermed forsvandt så en del af glæden ved "live tiles" altså aktive widgets på maskines home-screen som skulle have vist mine seneste mails, aftaler og fotos.

Men der er også andre skår i glæden: maskinens tablet-touch-system synes mangelfuldt implementeret. Et par eksempler: Når jeg klikker på et formularfelt f.eks. for at logge ind på en google-tjeneste dukker tastaturet IKKE automatisk op på skærmen og det kræver et swipe og 4 klik at trylle det frem. Når jeg swiper op og ned for at scrolle en webside i Chrome, scrolles der ikke, der markeres. (måske ikke microsofts skyld...). På samme regning, kan der ikke zoomes via pinch i en lang række programmer.

Alle knapper i interfacet er for små til mine fede fingre. Når maskinen samtidig reagerer lidt langsomt OG ikke giver nogen lyd-feedback ved tryk på links, krydser og små knapper, er det næsten umuligt at vide om man har ramt knappen eller ikke.

Micro-hdmi-stikket er tilsyneladende gået i stykker, i hvert fald reagerer maskinen ikke længere på tilslutning af en skærm. Endnu en grund til at Iconia nok ikke er egnet som lærer-PC.

Suk, det er jo mit job at få det løbet igang, så hvis jeg kan få micro-hdmi til at virke igen, skal jeg nok forsøge at forberede og undervise med den nogle uger. Men lige nu er oplevelsen altså noget skuffende.

tirsdag den 5. marts 2013

Sammenligning af online-diktaters anvendelighed

Til den, der måtte have ledt efter nedenstående informationer ligesom jeg selv: Jeg har testet 3 af de store udbydere af onlinediktater (og læseprøver) i mit værksted OG i "virkeligheden" (125 elever i 7.-9.klasse med Bring-Your-Own devices, primært Windows 7 bærbare med alle mulige og umulige browsere og add-wares indstalleret.

Shockwave-installationen som stavevejen.dk kræver  kan være særdeles besværlig første gang siden benyttes - der skal klikkes OK rigtig mange gange undervejs og nogle af OK-dialogerne har en tendens til at lægge sig under det aktive vindue så eleverne overser dem med heraf følgende mislykket installation.

Digitalretstavning.dk har en underlig teknisk fejl som gør lydknapperne (til oplæsning) usynlige i Explorer og ubrugelige i Firefox. Ellers er sitet lækkert programmeret i HTML5 og Java så vidt jeg kan se. I Google Chrome er siden meget driftsikker, jeg har kun oplevet problemer som skyldtes at eleverne fejlbetjente lydfunktionerne på deres PC generelt (muted, forkert stik m.v.)

Danskfaget.dk har slet ikke diktater online, men kom med i kapløbet fordi vi bruger portalen en del i det øvrige danskarbejde. Den er teknisk den bedst konstruerede af de 3, jeg oplever meget sjældent elever som ikke kan komme ind eller som ikke kan tilgå informationen og øvelserne.

So here we go for your viewing pleasure:




Danskfaget.dk
Digitalretstavning.dk
Stavevejen.dk
Online diktater
NEJ   (men 3stk til print)
JA,12 pr.årgang
JA,10 pr. årgang
Online læseprøver
JA 3 pr. årgang
JA,12 pr. årgang
NEJ
Teknisk pålidelighed
JA
JA (hvis man anvender Google Chrome)
NEJ kræver Shockwave installation driller for 20%, æøå kan give uretfærdige fejl
Google chrome
JA
JA
JA
Internet Explorer
JA
NEJ (usynligt lydfelt)
JA
Firefox
JA
NEJ (helt ubrugeligt)
JA
Ipad
JA
NEJ
NEJ

søndag den 1. juli 2012

Skoleintrakalender på iPhone og Android

Jeg har længe haft fornøjelse af at kunne abonnere på skoleintras kalender i min googlekalender som har været mit primære planlægningsværktøj i flere år. Da jeg fik min første Android-telefon var jeg begejstret over at opdage, at skoleintrakalenderen fulgte med min googlekalender ind i telefonen blot jeg brugte den samme google-konto på telefonen som på nettet.

Da jeg skiftede til iPhone blev tingene mere komplicerede. iCal-abonnementerne fulgte simpelthen ikke med når jeg tilføjede min googlekonto til iPhonen. Efter en del eksperimenteren som inkluderede køb af et par forfærdeligt dårlige kalender-apps som påstod at løse problemet fandt jeg frem til den ENORMT SIMPLE og hurtige og effektive løsning som er skitseret i nedenstående video.

For alle jer, som endnu ikke har prøvet at tilføje et iCal-link (f.eks. skoleintra) til googlekalender, har jeg inkluderet en video som viser, hvordan dette gøres. Men det er altså primært aktuelt, hvis du gerne vil se din skoleintrakalender i din googlekalender og/eller på din Android-smartphone.

BEMÆRK at hele herligheden forudsætter at din skoleledelse (kontor, kolleger o.s.v) har gjort det til en vane at klikke initialer af når de lægger en begivenhed i skoleintras kalender. Dette er nemt at gøre, men kræver, som nævnt - at man gør det til en vane og en regel.

Håber vejledningerne må være til gavn for nogen.
Henrik

onsdag den 24. august 2011

Webit 2011

Uffe om "det didaktiske fundament for web2.0 webit2011
Paradigmeskifte indenfor 3 segmenter/ vidensformer:
Kvalifikationer, kompetencer, kreativitet.
- bogmærker til udvalgt udklip af en videosekvens på skoletube og laerit
- VIDEOARKIVET
Kompetencer:
- kan vi integrere dataindsamling, procesredskaber og formidlingsredskaber
- SKOLETUBE
Kreativitet
- tingliggørelsesprocesser og praksisfællesskaber
- personliggjorte læringsarenaer
- SKOLEBLOGS - en slags wordpress

Tingsliggørelse = skabelse af artefakter
Deltagelse = at man finder det meningsfuldt at bidrage
Skolewiki er godt: fordi wiki-genren indebærer demokratisk vidensproduktion, viden forhandles, deltagerne skal blive enige om korrektheden meningen o.s.v. af wiki-indlæg.



mandag den 13. juni 2011

SoundCloud

Faldt bare lige over et herligt lille værktøj på nettet når man skal dele optagelser med sit band/familie o.s.v.
www.soundcloud.com lader dig uploade op til 2 timers lyd og lader dine venner m.fl. streame det og evt. downloade hvis du tillader det.
Lyder det lidt ligesom myspace.com - det er det også, bare meget meget lettere at finde ud af. Myspace forsøgte at være både facebook, twitter, blog og ...soundcloud. Det lykkedes ikke særligt godt.
Derfor giver jeg nu SoundCloud et spin.
Check it out på www.soundcloud.com/henrikbay

fredag den 20. maj 2011

GarageBand - grund nok alene til at vælge Mac

Så fik jeg min første Mac - efter 31 år som computerentusiast. Hver gang jeg har stået over for nyinvesteringer enten på mine jobs eller privat har Mac været med inde i billedet. Men 2 argumenter har vundet hver gang: 1: Du får dobbelt så meget computerkraft for de samme penge med en PC. 2: Microsofts OS og kontorprogrammer er uendelig meget mere udbredt der hvor jeg begår mig proffessionelt (grundskolen). Derudover har jeg hver gang jeg har haft lejlighed til en kort session med en Mac oplevet den som lukket, bedrevidende, ufleksibel.

Jeg har nu fået overdraget en delvis nedslidt 5 år gammel PowerBookPro 2.16ghz fra min brors firma. I starten havde jeg en del problemer med den aldrende dame, bl.a. overophedningsproblemer. Her kom mine PC-erfaringer mig til gode: lidt google research, køb af et par underclockingsapps m.v. løste problemet så Mac'en blev stabil.

Nu til GarageBand (version 3 på denne gamle Mac).
Allerede første gang, jeg satte mig til Garageband kom der musik ud af det. Måden de har integreret drag-and-drop af loops og midiloops med rigtige audio- og midi-tracks gør at man sidder og maler løs som et barn, der eksperimenterer frit med vandfarver eller Pebeofarver. Prøve, slette, male over, vurdere, prøve noget andet.

DET VILDESTE er at man ikke behøver andet ekstraudstyr end et par hovedtelefoner. Mac'ens indbyggede mikrofon og lydhardware er simpelthen god nok til at de spor, man indspiller omgående er i sync med resten af musikken. Fantastisk. Her har jeg kæmpet imod latency (forsinkelses) problemer på PC'er siden min AtariST1024 afgik ved døden i 1990. Købt diverse hardware, midicontrollere, kæmpet mig igennem et ledningsmareridt hver gang, jeg ville forsøge at indspille. Trinet var simpelthen for højt hver gang jeg lige kunne afsætte lidt tid til at lave musik. Og ofte endte det hele i tekniske frustrationer når jeg først fik sat alle ledningerne sammen. (her skal det retfærdigvis siges, at med mit M-Audio Keystudio49i USB-keyboard/lydkort har det faktisk funggeret okay på PC. Men dog stadig først efter at have fundet keyboardet og de tilhørende ledninger frem på skrivebordet.)

En Mac og et par hovedtelefoner, så er du kørende - omgående. Ingen tekniske hækkeløb. Bare træk, slip, spil o.s.v. - hente guitaren. Hente kontrabassen. Mac'en er der bare, parat, totalt transparent, den forlængelse af mine manglende evner til at fastholde musikalske ideer kun med hukommelse, stemme og guitar.

AUTOTUNEREN i Garageband er blot yderligere et inspirerende plus. Når man synger middelmådigt (som jeg) kan det godt være en ubehagelig oplevelse at høre sin egen fabuleren med stemmen fastholdt på en optagelse. I GarageBand slår jeg autotuneren til og låser den til en diatonisk toneart mens jeg eksperimenterer med melodi-ideer. Fornemmelsen er svær at beskrive, men jeg oplever, at jeg kan male og fabulere frit med min stemme hen over musikken, jeg har lavet. I skitsen nedenfor er c-stykket faktisk blevet til ved, at jeg synger frit henover kun et trommespor. Jeg har aldrig før turdet på den måde at lave melodien først og harmonierne bagefter.
Man kan mene meget om autotuning, men for mig er den et kæmpe boost til kreativiteten, fordi det fjerne en teknisk forhindring når jeg skitser.


Find flere henrikbaymusic-sange på Myspace Musik

Jeg har også lyst til at kommentere på min tidligere oplevelse af Mac som lukket, bedrevidende og ufleksibelt.
Det krævede at jeg fik en Mac i huset at få øje på sandheden om Mac's lukkethed.
Lad mig give et eksempel: jeg fik lyst til at tilslutte Mac'en til min eksterne 23"skærm og mus+tastatur o.s.v. på mit skrivebord. Men jeg kunne ikke finde ud af at få den interne skærm slået fra, og derved få en skærmopløsning, der var passende for den eksterne skærm. Pille pille pille, rode rundt med grafikindstillinger. Ingenting. Hmmm. Okay, Google er din ven: Sæt de eksterne enheder på og luk låget og vent 10 sekunder. Mac er programmeret til, at hvis den ser en skærm, en mus og et tastatur og låget lukkes - så går vi IKKE i standby, nej, så skal vi agere stationær computer, og det gør den så. Ubegribeligt. Og smart. Og brugervenligt.
Jeg skal altså som PC-bruger lige vænne mig til, ikke at lede efter indstillingerne, men bare gøre, det jeg har lyst til. Så gætter Mac'en (indtil videre) rigtigt og laver selv de nødvendige systemindstillinger.

Så selvom Mac er lukket og bedrevidende i sit styresystem - må jeg bare tilstå, at programmørerne faktisk VED hvad jeg vil, og har lagt det ind i styresystemet.

KONKLUSION:
Når en 5 år (!!!) gammel MacBookPro kan opleves ikke blot som tilfredsstillende, men som en decideret lettelse og forbedring over en PC fra 2010 - og altså må have en "levetid" på over 5 år - måske 8 eller 10 år, hvor man stadig er glad for sin computer og er tilfreds med den oplevede hastighed, æstetik og brugervenlighed - så er 19.990 kroner nærmest billigt i forhold til en PC som den jeg skriver på nu (Acer AS3810T) som har kostet 5.500 kr og som erfaringsmæssigt opleves som uddateret efter cirka 2, max 3 år.

Mit næste computerkøb er en Mac! Men nu skal jeg jo lige have et par gode år sammen med den gamle MacBookPro.

FOR THE RECORD: Den ovennævnte MacBookPro døde desværre efter få måneders skole-brug p.g.a. de omtalte overophedningsproblemer, som blev værre og værre så jeg tilsidst gik i sort flere gange i hver undervisningstime. Tilbage til min PC :)

lørdag den 16. april 2011

Teamviewer - et herligt værktøj når venner og familie skal have PC-hjælp

Fandt dette skønne værktøj til fjernsupport af venner og families computere. Simpelt, sikkert og funktionelt - og gratis til privat brug.
Man beder simpelthen vennen om at downloade og køre nedenstående program - hvorefter jeg kan fejlfinde og evt. fjernstyre hans computer fra min egen.
Jeg ved, det er set før (VNC, RDP o.s.v.), det skønne er, at arbejdet med at connecte vore 2 IP-adresser som måske er bag både router, NAT og firewall, foregår på Teamviewers server. Smart. Smart.
Quicksupport

mandag den 11. april 2011

Fantastisk flyvevejr en hel weekend

Jeg fik masser af flyvetid denne weekend, hvor et heldigt sammentræf af friweekend (fra musikken) og vindstille morgener gav perfekte forhold.
Først skulle jeg øve mig i at flyve med kamera ombord (belært af mine fejl tidligere som kostede en vinge!!).

Senere samme aften tog jeg mod til mig og fløj henover vores have og Spættevej. Amazing. Fantastisk fornemmelse. Kick.

Allerede næste morgen var det atter flyvevejr og jeg fik en roligere video af Spættevej fra oven. Jeg skal stadig have øvet mig i at flyve steady i den hårde turbulens fra husene. Læg mærke til den fede underlægningsmusik af min ven Tobias Ramlov.

Endelig kunne jeg søndag formiddag flyve fra legepladsen på Drosselvej og glæde min svigerfar med billeder af hans hus fra oven. Jeg tror, han fik lidt af det samme kick som jeg.

Som fuldendelse på en perfekt flyveweekend fik jeg min P-51 Mustang i luften efter laang tids skade. Det viste sig at hovedproblemet var, at servoen til højderoret havde skubbet sig, så den hele tiden fik for meget nedad-ror, og altså var meget meget gumpetung og svær at holde oppe. Skønt at flyve en model med ailerons (krængeror) igen. Det er sværere og sjovere og ville aldrig gå ovre i villakvarteret. Den er alt for hurtig og livlig og utilgivende overfor fejl.

torsdag den 17. marts 2011

fredag den 12. december 2008

Det lilla lyn fra Ringsted (J112 årgang 1985)

Historien om dengang jeg var den (næsten) lykkelige ejer af en Renault Espace fra 1985. Artiklen var egentlig gået tabt, men så opdagede jeg at den stadig lå på en anden Espace-entusiasts hjemmeside. Så nu kopierer jeg den altså lige ind her just-for-the-record.
  Allerede sommeren 2003 drømte jeg om en Espace. Jeg kører ofte med min datters fodboldhold, søndagsskoleudflugter o.s.v. Derudover lignede Espace for mig at se den optimale kontrabassist-bil. Her er historien om 'Det lilla lyn fra Ringsted'! Faktisk kan der være en kvartet med kontrabas, trommer og altså 4 mand i en Espace.
Jeg var rundt og kigge på en mængde Espacer. Dengang kostede en ´85-´87 i god stand mindst 60000 (det gør de vist stadig). Endelig fandt jeg en ´87 hos en venlig araber i Gjellerup til 27000. Til gengæld var den meget meget grim indvendig og trængte tydeligvis til forhjulslejer m.m. Så jeg fik kolde fødder og købte en Renault 5 i stedet for. De næste 3 år fik jeg knugen i maven hver gang, jeg så en Renault Espace. Bare jeg havde købt den arabiske...
Da min røde Renault 5 døde sidste sommer fik jeg ved et held kontakt med en herre fra Ringsted, der ville sælge en ´85 til 20000 !! Jeg tog over og så på bilen og blev omgående varm på den. Rimelig stand, også indvendigt og meget af det elektriske virkede som det skulle.
Det lilla lyn
1 måned senere modtog jeg bilen af ham udenfor synshallen i Ringsted. Nysynet og nyvasket til 20000, hvabehar? Til gengæld havde han gjort nogle pudsige valg da han skiftede et relæ: Kabinelys, centrallås m.m. virkede kun når der var tænding på bilen (sådan er det stadig). Kørelys virker ikke. Derudover har den en sær og kraftig raslen i ventiler og knastaksel. Jeg har fået ventilerne justeret, men lige lidt hjælper det. Jeg håber det bedste.
Bilen er monteret med kølegitter fra en diesel ´87. Det ser brandgodt ud, synes jeg, den mister helt sit kantede "Simca"-look og gør sig fint blandt biler fra dette årtusind. Af andre stylinger kan nævnes en underlig stiver, der er svejset på topstykket. Jeg har ikke lige et foto af det, og da jeg ikke har forstand på biler har jeg ingen ide om, hvorfor det er monteret. Jeg kan se, den er monteret med en motorvarmer. Men kablet er ikke trukket ud foran, så jeg går ud fra, det ikke virker.
Det lilla lyn
Pyt, min familie elskede også bilen. Især min datter på 8 som har let til køresyge, befinder sig langt bedre i Espacen end i nogen anden bil, vi har haft. Og så har jeg slet ikke nævnt glæden ved at lade begge børn tage 1-2 venner med hjem fra SFO og så trille hjem med fuld musik og en busfuld glade børn.
Rent teknisk har bilen været en prøvelse. Jeg kan ikke lave ret meget bil selv. Per fra Sondrup Auto har været til stor hjælp, men jeg har stadig mange periodiske fejl som er svære at rette. Specielt en træls karburatorfejl driller mig. Sidst på efteråret (det kan måske hænge sammen med frost og fugt) fik bilen tendens til at løbe varm i tomgang ligesom forrude-blæseren var helt til grin i frostvejr. Per lavede nogle bissetricks med defrosteren (en ekstra cirkulationspumpe kun til radiatoren samt en overspænding til blæseren).
Derfor fiflede Per også med hele køleanlægget og dermed også vandgennemstrømningen i karburatoren (noget med autochokeren så vidt jeg forstår). Efter det får bilen altid problemer efter ca 10 minutters kørsel, d.v.s. lige før den bliver driftsvarm. Den hakker, springer cylindre over og kan ikke tage gas. Bliver jeg fanget af et trafiklys går den simpelthen i stå. Giver jeg derefter bilen 5 minutters pause (som f.eks. når jeg skal ind og forklare Per (mekaniker) om problemet, så kører den normalt resten af dagen!! Træls, for det er umuligt at fejlfinde. Per har skiftet hele indmaden i karburatoren.
Midt på vinteren fik jeg "special lamp show" bagtil. Baglygterne gjorde alt muligt andet end de skulle. Efter en hel dags roden fandt jeg en knækket stelforbindelse i et af baglygteprintene. Jeg trak en helt ny stel fra baglågens kabinelyskontakt og vupti: alt i orden igen. Resultaterne af en manglende stelforbindelse er yderst uforudsigelige og jeg var stolt, da jeg selv fandt ud af at reparere det.
En anden vinterfejl er speedometeret, der ved særlige lejligheder i frostvejr pludselig begynder at vibrere så højlydt at samtale i kabinen er umulig! Fejlen er der aldrig når jeg er på værksted, så jeg må leve med den nogen tid endnu. Lyden kommer kun i frostvejr.
Interiør
Bilen har været en drøm at køre på vinterdæk i glat føre. Forhjulstræk og en stor 2.0 motor lige over forhjulene - det virker bare.
Nu er jeg bare spændt på, hvor lang tids bil, jeg får for mine 20000 (plus de 13000 jeg foreløbig har brugt på den). Jeg håber meget, den tager et syn mere om 16 måneder. Også selvom det skulle koste mig en motor (mon en sådan kan skaffes overhovedet?). Jeg er nemlig meget glad for min Espace og glæder mig til at komme på sommerferie i den.
Henrik Bay Møller
Højbjerg, Århus

onsdag den 22. oktober 2008